Real Paul Harrison Band - stemningsfuld og charmerende jazzmusik !

 

Jazzens Venner har tradition for at afholde årets afsluttende koncert tredje juledag. Som det sidste arrangement i året, skal der afsluttes med maner, så vort publikum kan have noget godt at tænke tilbage på og i øvrigt knytte associationer til årets mange gode oplevelser i selskab med gode jazznavne og inspirerende musik.
Med det formål kan man ikke lytte til nogen bedre end The Real Paul Harrison Band.
Paul Harrison havde gæstet Randers både den 14. og 15. december med en dansk besætning, som selvfølgelig helt kvalificeret bakkede op om Paul Harrison. Men alligevel synes Jazzens Venner at vi skyldte vort publikum den "rigtige" vare - altså Paul Harrison flankeret af den originale besætning. Derfor "The Real Paul Harrison Band". I tilgift assisteret af en aldeles henrivende og sprudlende sangerinde Camilla Ernen-Lyngholm.
Paul Harrison gør sin entre med bandet og præsenterer på charmerende engelsk sit band med den afslappede og charmerende attitude, som er så typisk britisk: Nicholas Botterill på piano, ægte britisk men bosiddende i Lund, Sverige. Peter Williams på bas, ligeledes brite, men bosiddende i København. Kevin Grenfell på trombone, ægte brite, bor skiftevis i England og i Tyskland. Hans Reichstein på banjo,samt Niclas Bardeleben på trommer. Begge klinger tysk, men er danske. I øvrigt har man fornemmelsen af at alle i det hele taget føler sig meget danske. Allerede nu er der kontrakter i Danmark for 2012 på 50 - 60 arrangementer, så hvad kan det ikke blive til. Paul Harrison bor selv i Haslev ved Køge og har været bosiddende i Danmark en halv snes år.
Men ikke så megen tøven. Efter det indledende nummer går det slag i slag - det ene nummer efter det andet i rask følge. Således en effektiv introduktion af pianisten Nicholas Botterill, der lægger ud med i intens Fats Waller stil i melodien Dinah. Hurtigt fulgt af orkesteret i trofast dixieland stil med elegante arrangerede kor. Hans Reichstein hører vi på banjo og som rytmisk fraserende vocal. Bandet istemmer med Paul Harrison på clarinet i karakteristisk rytmisk og flagrende stil, som man forventer af klarinetten i denne genre. Et fint nummer, der lægger trenden for, hvad der kan forventes denne aften.
En aften med traditionel jazz tilsat lette arrangerede kor med et vist moderne tilsnit. Herligt. Knapt har bifaldet lagt sig før bandets sangerinde præsenteres. Camilla Ernen-Lyngholm gør sin entre. Som en af publikums kvindelige tilhørere udtrykte det: "En yndig og smuk ung pige med et sprudlende humør og et charmerende væsen". Camilla lægger ud med en rask udgave af Irving Berlin nummeret "Cheek to Cheek". Melodien blev i sin tid lanceret af Fred Astaire i filmen "Top Hat". Camilla swinger skønt og behersker de fleste af jazzsangens effekter. Vi får en særdeles livfuld udgave og i bevægelse og yndefulde moves, vil mange sikkert foretrække Camilla frem for Fred Astaire. I "It Don't Mean a Thing if it Ain't Got tThat Swing" var bandet virkelig kommet i swing mode. Camilla gav alt hvad hun havde og alle i bandet gav deres bidrag. Vi hørte for første gang Kevin Grenfell som solist på sin trombone. Rund blød tone med rytmiske fraseringer og fint varieret spil, vi hører Niclas Bardeleben håndtere sine trommer og lægger rigtig mærke til den rytmiske variation og kreativitet, der strømmer fra denne aldeles udmærkede janitschar. Peter Williams swinger på sin bas og afslører såvel rytmisk som melodisk spil, varieret med "slap bas" teknik, som man egentlig sjældent hører. Så gør det jo ikke det hele ringere, at det er i "chase" med en pågående Camilla i scatsong og growl.
Blandt de mange gode melodier fra "The American Songbook" var der måske især en, der gjorde sig særligt bemærket: "The Green Leaves of Summer".
Melodien introduceres i langsomt, indlevende og følsomt solospil af Paul Harrison på sin clarinet. Der lægges virkelig indlevelse i fortolkningen, og man fornemmer som tilhører, at musikerne har noget på sinde. Melodien går i rytmisk uptempo og afsluttes der.
Er det en melodi i genre med "Ashes to Ashes, Dust to Dust"? Lidt sørgmodig, alvorlig og bevidst om det højtidelige . Hvor stammer denne melodi fra ?
Overraskende nok fra en John Wayne film.
Men ikke fra en hvilken som helst John Wayne produktion. Melodien er det gennemgående tema i filmen "Alamo" fra 1960. I Slaget ved Alamo 1836 tabte amerikanerne byen til mexicanergeneralen Santa Ana. Det er herfra myterne om James Bowie og Davy Crockett stammer. Alamo er omtrent for en amerikaner som Dybbøl er for en dansker. Men smuk er melodien, der er komponeret af Dimitri Tiomkin og Paul Frances Webster. Melodien er anvendt i flere sammenhænge senere - selvfølgelig på grund af sine kvaliteter. Men. Tak fordi vi hørte melodien denne aften - og i fin indlevende fortolkning.
Der var mange gode musikalske oplevelser knyttet til denne aften. Uforglemmelig er Nicholas Botterills "Boogie Woogie", Kevin Grenfells engelske humor i introduktionen til Fats Wallers "It is a Sin to Tell a Lie " og efterfølgende charmerende vokal og trombonespil, Hans Reichsteins fine banjosolo i samme melodi og så videre - og så videre.
En virkelig god afslutning på 2011 som lover godt for næste sæson: 2012.
Til vore trofaste jazzvenner siger vi tak for et begivenhedsrigt år med mange gode musikalske erindringer i behold. Med dette afsluttende arrangement ser vi med glæde og forventning frem til det kommende år, med masser af god musik og mindeværdige oplevelser.
I selskab med gode udøvere af jazzmusikken - samt et godt publikum !

Godt nytår !

Mvh Ryan

PS: Link til den originale udgave af "The Green Leaves of Summer" her.