SWING WAGON
- dansk jazz på højt niveau !
Når vi ser tilbage på forårets række af vellykkede arrangementer, med glad jazzmusik og musikudøvelse på højt niveau, kan man vel ikke forvente andet end at sæsonen sluttes af med maner - og det gjorde SWING WAGON.
Bandet består af musikere, der alle rangerer højt på listen over dygtige danske jazzmusikere. Alle har modtaget jazzpriser for deres præstationer, og hver af musikerne er da også velkendte af publikummet i Jazzens Venner.
Jacob Fischer på guitar og Hugo Rasmussen på bas, vil vi her i det jyske sige er københavnere, medens Finn Odderskov på saxofon og Kristian Leth på trommer er ærkejyske, den ene fra Århus, den anden fra Viborg. Mere jysk kan det vel ikke blive.
Det skulle vise sig at blive et vellykket møde mellem de to regioner. Bandet er stærkt swingende og leverer velkendte numre fra "the american songbook", med stor charme og personlighed. Hver af musikerne er absolut personligheder og har hver deres karakteristiske stilfortolkning.
Kristian Leth er konservatorieuddannet i Viborg ellers er resten selvlærte - eller autodidakte, om man vil. At skæbnen så vil, at både Jacob Fischer og Hugo Rasmussen siden skulle komme til at undervise på konservatoriet er noget helt andet. Finn Odderskov er inspirator og lærer for adskillige jazzsaxofonister, så vi har at gøre med musikere, der er højt respekterede musikudøvere. Af sådanne musikere forventer man næsten det umulige.
Da Finn annoncerer "Four Brothers", en Jimmy Giuffre komposition udsat for bigband af Woody Herman, tænker man uvilkårligt, at projektet er ud over kompetencen i et fire mands band ! "Four Brothers" refererer til de fire saxofonister Stan Getz, Zoot Sims, Herbie Steward på tenorsax og Serge Chalof på barytonsax. Hver "broder" præsterer en solo og slutter i bragende, swingende kor.
Hvordan skulle vore fire venner på scenen lige kunne matche det ?
Melodien "Four Brothers" er fuld af kraft og drive. Og det var lige netop, hvad vi fik at høre. Ingen kunne på forhånd forvente, at fire spillemænd kunne fylde SÅ meget. Men rummet blev til fulde fyldt op af rytme og melodi, med kraft og volumen, så man ikke et øjeblik savnede Woody Herman. Et præcist ensemblespil fra hver af musikerne fyldte klangene ud og efterlod publikum i en flot bigband illusion. Det individuelle spil fra musikerne kan næppe overgås af nogen. Man må beundre Jacob Fischers afslappede form, der må være resultat af et stort musikalsk og teknisk overskud. Selv i de mest krævende passager er der overskud til at sende et stort smil ud til publikum. Som om han selv stod udenfor og overrasket lyttede til, hvad der kom ud af guitaren - en veltrimmet "Gibson Byrdland". Finn Odderskovs saxofonspil kender vi efterhånden rigtig godt og betragter ham helst her i Randers som en af vore egne. Alligevel overrasker han konstant og man fastholdes i hele tiden at lytte efter nye variationer. Som oftest har Finn sin tenorsax med i front, men netop denne aften fik vi en række brillante numre på barytonsax. Tenorsaxen burde have langsommere respons end tenorsaxen. Alligevel kommer der et væld af toner og alle mulige klangfarver ud af hornet i heftigt uptempo.
Det er suverænt. Hugo er jo om nogen helt sig selv. Hvis ikke han bryder af med sine drengede og småflabede bemærkninger, bliver vi faktisk skuffede og tror, at Hugo har en dårlig dag. Det sker som regel, hvis situationen bliver lidt højstemt eller påtaget sentimental. Befriende Hugo. Vi kan lide dig for det ! Men mest af alt møder vi op fordi du spiller så rytmisk og følsomt på din elskede bas. Fra denne aften vil vi huske din fortolkning af "Over the Rainbow". Jacob slår stemningen og tonen an i verset og overlader derefter det videre forløb til basspillet. Man lytter intenst, følger de fine fraseringer og klangbilleder, bliver betaget af følelsen i melodien og glemmer helt, hvor man er. Guitar og trommer skaber en nænsom og følsom baggrund. Melodien ebber ud. Stilhed. Tavshed. Og så - bragende bifald.
Kristian Leth har helt givet lært en masse på konservatoriet i Viborg. Men at blive mester lærer man ikke i skolen. Det kommer indefra og opøves gennem flid og entusiasme. Man er aldrig i tvivl, når man møder en musiker med nerve og talent. Kristian behersker alle elementerne i janitsharspillet. Rytmerne selvfølgelig, men også variation i lyde, tempo og volumen. Men vigtigst af alt. At identificere sig med melodiens stemning og muligheder, samt at lytte til de andre musikere. Indlevelse. Kristian Leth får ros af mange anmeldere. Det er helt fortjent.
Et herligt band. En herlig og oplevelsesrig aften. En god afslutning på sæsonen.
På gensyn og på genhør i august, hvor efterårets program meldes ud til medlemmerne.

God sommer.

Hilsen Ryan

Second Line Jazzband
- superb svensk jazz med dansk humor !

Jazzens Venner indledte dette års forår med besøg fra Sverige. Second Line Jazzband havde tre arrangementer på stribe i Danmark. Det første af arrangementerne i Randers. Second Line Jazzband spiller pudsigt nok flere koncerter i Danmark end de gør i deres hjemland. Svensk musik er mere populær i Danmark end dansk musik er populær i Sverige. Det gælder både popmusikken, rockmusikken og jazzen. Det har musikanmelderne i hvert fald fundet ud af. Jazzens Venner har da også kun gode erfaringer med svensk jazz. Hvem husker ikke med stor glæde tilbage på "Swedish Swing Society" med Lars Erstrand på vibrafon, og multikunstneren Gunhild Carling har vel helt brændt sig fast i jazpublikummets hukommelse. Og nu : Second Line Jazzband fra Göteborg.
Bandet præsterede helt traditionel dixieland jazz. Men ikke uden en skæv vinkel. Bandet havde for eksempel ikke klaver i besætningen og tenorsaxen hørte vi mere til end klarinetten. Ellers en hel traditionel sammensætning af instrumenter. Alligevel var det et klarinetstykke, der først rigtig trådte i karakter og signalerede, at dette band kunne noget særligt. Olof Skoog skiftede for første gang fra tenorsax til klarinet i "Oh Baby, my curlyheaded baby". Melodien blev startet op med en lang, følsom og teknisk krævende intro på klarinetten. En præstation, der affødte lyttende opmærksomhed og stor respekt. De øvrige musikere faldt ind i melodiens første kor. Et henrivende tema, hvor Jesper Albrektson med en fin jazzvokal fortolkede sangen udtryksfuldt og med stor indlevelse. Det er ofte således, at en musiker synger og spiller på samme måde. Den samme frasering. De samme betoninger. Den samme rytme i formen. Lyt blot til vor egen hedengangne Jørgen Ryg. En del af Jørgen Rygs humor fandt sit udtryk i netop den specielle måde, han talte på. Den samme pausering og rytme kan aflyttes i hans trompetspil. En karakter, der gjorde ham til en glimrende komiker og en respekteret jazztrompetist. Det samme med med Jesper Albrektson. Lige så udtryksfuld i sin vokal som i sit trompetspil. Den samme egenskab kunne bemærkes hos Niklas Carlson på trombone. Niklas var en suveræn anmelder af repertoiret og viste her en særlig humoristisk sans, der i øvrigt matchede det danske publikum særdeles godt. Dansk humor på klingende svensk. Meget charmerende. Men netop det samme temperament og den samme humor kunne man aflytte i hans suveræne og humørfyldte trombonespil. Fuld af ideer og tricky indfald. Rytmegruppen var fast sammentømret og understøttede trofast solisternes gøren og laden. Men vi fik også lov til at nyde deres solospil. På bas havde vi Per Bach. Skønt helt integreret i det svenske ensemble, kom han fra Bramming ved Esbjerg. Ja, der kan man bare se. Støt og med stoisk ro holdt han broderfolket fast på rytmen og grundtonen, men slog sig lejlighedsvis løs i rappe soli på sin kontrabas. Anders Wasén lyste op i baggrunden med sit ildrøde hår og sit lige så glødende banjospil. Støt og sindigt i ensemblespillet, men accellererende til et hidsigt tempo i adskillige muntre soli på sin "Bacon & Day". Man kan spore Bacon and Day banjoernes serienumre helt tilbage til 1906. Dette instrument er således et af de helt oprindelige og sagnomspundne strengeinstrumenter i jazzmusikken. I dag laves B & D banjos af Gretsch, og enhver banjospiller med respekt for sig selv ønsker at eje en "Bacon Ane Day". Johan Horner var en oplevelse på trommerne. Diskret og loyal over for ensemblespillet men udadvendt og fantasifuld i sine soli. En næsten uendelig serie af rytmiske figurer, hvor man konstant kunne høre melodien bag artisteriet med stikkerne.
Der er adskillige gode numre at tænke tilbage på. "Kun en dag et øjeblik ad gangen" blev fortolket som en fin gospel tune. Flot og følsom. "Pay me my money down" som arketypen på rigtig dixieland. Slutnummeret "Oh when the Saints" i fri dressur, der sluttede af i bedste zorbastil, samt ekstranummeret "Can't take my eyes of you". Et godt nummer at huske denne koncert for.
Der var faktisk flere blandt vort publikum denne aften, der har fulgt bandet trofast fra den ene destination til den anden . For at få det hele med !
Et godt og humørfuldt band, der er værd at stifte bekendtskab med - mere end en enkelt gang.
Også Jazzens Venner vil hilse "På gensyn og på genhør" !

Med venlig hilsen Ryan

Jacob Fischers Quartet
- charmerende, suveræn og intelligent jazz !

Jacob Fischers Quartet består af Jacob Fischer selv på guitar, Francesco Cali på harmonium, Hugo Rasmussen på bas og Janus Templeton på trommer. Selv om dette ensemble alle er travlt beskæftiget, formåede de alligevel at lægge vejen forbi Jazzens Venner. Og vi fik et musikalsk forskud på det forår, vi alle går og venter på. Jazzens Venner lytter mest til den traditionelle jazz blandet med lidt swingmusik og egentlig var det spændende at se, hvordan reaktionerne ville være på et indslag med jazzmusik med tydelig adresse til det latinske miljø. Lidt over imod Django Renard og Grapellis stil. Jazz Manouche. Francesco Calis harmonium, skabte yderligere latinsk stemning og associationer til den parisiske tradition, musettemusikken. Francesco er fra Catania, Siciliens næststørste by, så der er sikkert også meget temperament og kultur derfra i Francescos udtryk !
Repertoiret havde stor spændvidde. Kompositioner af Jacob Fischer med f. eks "Latino" og temaet fra "Huset på Christianshavn" og Francesco med et filmtema fra filmen "Amacord". Men også gamle klassikere som f. eks. "On the Sunny Side of the Street" var på repertoiret. Ja, der blev såmænd også plads til melodien "Månestråle", der på vidunderlig og følsom vis blev fremført af Hugo Rasmussen. Alle sammen melodier og temaer, der tryllebandt publikum. Publikum fik dog også sine udfordringer, som da Jacob Fischer bekendtgjorde, at nu kom der et stykke avantgarde jazzmusik. Et stykke programmusik, der ville tage os med ind i det parisiske trafikkaos. Mon ikke det var første gang, at begrebet "programmusik" blev anvendt i vort lokale jazzmiljø. Programmusik ? Begrebet kender vi vel bedst fra den klassiske musik. Smetanas "Moldau", der skildrer lyden af Böhmens største floder eller Tjajkovskis "1812", der skildrer Napoleons felttog mod Rusland, med lyden af kirkeklokker og kanoner. Nu skulle vi altså høre noget avantgarde jazz, et stykke programmusik, der ville skildre det parisiske trafikkaos. Hvem skulle tro, at det skulle blive aftenens oplevelse ? Men det blev faktisk aftenens samtaleemne og det musikstykke, der gjorde størst indtryk. Måske fordi det var et musikstykke, som man kunne give et sprogligt udtryk, fordi musikken skildrede noget konkret. Jeg blev selv ført tilbage til et besøg hos IBM tæt på Le Mans og turen tilbage gennem den parisiske myldretrafik. Infernalsk larm af heftige horn og kaotisk forvirring uden regler af nogen art. Musikken startede helt autentisk med en infernalsk kakofonisk støj, hvor man tydeligt fornemmede kaos, larmende køretøjer, skiftende tempo, accelleration, decelleration. En spirende organisation, der tiltager gennem musikken og sluttelig en rolig og harmonisk afvikling. Alle musikkerne gav alt hvad de havde i sig af indlevelse og teknisk kunnen. Templeton havde en fest på sine trommer. Med stor energi satte han tempoet og stemningen i musikken og med sit fysiske udtryk, balletagtig håndtering af janitcharværktøjet fik han synliggjort dramatikken i dette stykke musik. Brat slutning. Stilhed. Bragende bifald. Respekt.
Musikernes ydmyghed over for musikken, deres ligefremme og ukrukkede væsen, bidrog til succesen blandt dette jyske publikum. Så gør det jo heller ikke noget, at musikerne er blændende teknikere og behersker deres instrument med så stort et overskud, at enhver harmonisk, rytmisk og melodisk udfordring løses suverænt.
Men også stor ros til publikum !
Nogle kom fordi de vidste, hvad de ville have, og de blev ikke skuffede. Andre fik noget de ikke havde ventet, og det udfordrer ethvert publikum. Skal man lukke af og sige: "Det er ikke noget for mig." Eller skal man med åbent sind lukke nye oplevelser ind ?
Publikum forholdt sig i starten lyttende og skeptisk. Åbnede op. Lukkede ind - og blev ikke skuffet.
Koncerten sluttede med stående applaus til musikerne og et intenst, venligt og forventningsfuldt krav om et ekstra nummer. Publikum havde lyttet og ladet sig overbevise.
Respekt !

Six City Stompers
-et ungt band med personlighed !
 

Six City Stompers startede sæsonen 2011 i Jazzens Venner - med maner. Arrangementet var rigtig godt besøgt. Vore gæster begynder at indfinde sig tidligere og tidligere. Vel belært af erfaringen, at man efterhånden skal være vaks for at få de gode pladser. Denne gang gik man heller ikke forgæves. Six City Stompers leverede varen og mange af vore gæster havde rosende ord med undervejs.
"Dygtige knægte!" , blev der sagt. Og. Bandet var også et ungt band. Up front var solisterne fra 1980´erne medens rytmegruppen var omkring 10 år ældre. Set i det perspektiv kan man forvente særdeles veluddannede musikere, der alle er udklækket på konservatorium. Hvilket jo i sig selv borger for den faglige kvalitet. Når man hører til det mere modne - og engagerede - publikum - glædes man over, at der trods alt udruges unge jazzmusikere. Six City Stompers er en meget kvalificeret gruppe, der helt har sin egen stil. Traditionelt i sit repertoire, hvor tilhørerne fik lov at lytte til mange gode jazzstandarder, hvilket glæder ethvert jazzpublikum. Genkendelsens glæde skal man ikke forklejne. I det perspektiv kan man jo netop spotte, det aktuelle bands specielle karakter. Og Six City Stompers har karakter. Konceptet var en start med et arrangeret kor, en serie soli, samt et afsluttende arrangeret kor. Gennemgående var det bandets trompetist Peter Marott, der arrangerede. Det gjorde han godt. Moderne stil. Særdeles velklingende og rytmisk iørefaldende. På den måde blev de gamle standarder præsenteret på en spændende og musikalsk velklingende måde. "Tea for Two" sidder endnu i ørerne. Dernæst blev man fængslet af bandets hovedvocalist Mads Mathias. Dejlig stemme. Blid og indsmigrende. Tilbagelænet og afslappet i sin form, med en sprødhed i stemmen, der kaldte på alt, hvad der samler sig om hjerteregionerne. Dejlig at høre på. Men også spændende fraseret og synkoperet. Ind imellem overraskende improviseret, grænsende til egentlig scatsong. Samme stil og improvisation fandt man i hans saxspil. Altsaxen - en gammel vintage Conn - lys og klar i tonen. Levende, indimellem lidt flagrende med spændende brudte akkorder. Peter Marott var sikker i leadstemmen på sin Yamaha trompet. Spændende i sine soli. Også hans stil er moderne - lidt cool. Meget varieret og kreativ, med en karakteristisk modulation af instrumentes tonespand. Mod soloens slutning ofte i crescendo, som Peter Rosendal opblødte i sin rolige og fantasirige spillestil, der fint blev understreget af instrumentets bløde og runde klang. Peter Rosendal hørte jeg for mange år siden i Charlottenborgs Slotsgård en herlig solskinsdag ved Copenhagen Jazzfestival. Her stod han med et mærkeligt instrument, som jeg dengang troede var en spøg, som unge konservatoriestuderende havde konstrueret. I dag ved jeg så, at instrumentet er en Flugabone. Et instrument som kan købes i almindelig handel, men som oprindeligt er konstrueret af det ameriksanske "King", som en mellemting mellem en trombone og et flygelhorn. En Flugabone er ment som en marchtrombone, og den fylder jo unægteligt mindre i geledderne end en trækbasun. Bag ved folkene up front har vi så rytmegruppen. Regin Fuhlendorf med sin klassike jazzguitarstil, støt og rytmisk i ensemblespillet og spændende i sine soli. Klassisk Jazzguitar. Melodisk i sin stil og - vil nogle sige - dejlig fri for indviklede skalaøvelser. Mon ikke stilen er lagt om ad Billy Byrd og Hank Garland, der har lagt navn til hans "Gibson  Byrdland" guitar. I basis dominerer Kasper Tagel på bas og Morten Ærø på trommer. Sikker i rytmen og skarpt lyttende til, hvad der sker i ensemble og solospillet. Altid på plads og solidt spillende også når der gives fri enkelte soli.
Mange melodier hænger endnu i ørerne fra denne aften. Den gamle standard "Dinah", "Oh Lady Be Good", "Exactly Like You", den rigtig gamle traver "Down By the Riverside". Denne gang i forfriskende nyt arrangement. Ja selv en gammel cowboysang blev der plads til " I am an Old Cowhand" - en dejlig melodi iøvrigt.
Vi hørte et spændende ungt band med en forfriskende vinkel på gode jazzstandarder.
Et band som man glæder sig til at høre igen !!

Hilsen Ryan

Theis Jazzband
- et farvel til en af danmarks store jazzprofiler.
 

Theis Jazzband sluttede 2010 sæsonen i Jazzens venner. Mon ikke det for de knap hundrede besøgende blev en minderig aften. Der er ingen tvivl om, at en del fans var mødt op til lige netop dette arrangement. Mange nye ansigter kunne spottes blandt publikum. Theis har sin egen skare af beundrere. Og det er da også helt fortjent. Theis selv er nærmest et koryfæ på jazzscenen, med mere end 50 års karriereforløb bag sig. Men bandet, som det er sammensat i dag, er absolut af samme kaliber og har næsten lige så mange års erfaring i bagagen. Leif Juul Jørgensen er et trofast medlem af bandet, der gerne tager turen fra Skotland til Danmark, når Theis blæser til samling. Han købte sin klarinet i 1953. I dag et klenodie. Klarinetten er nemlig fremstillet hos Marno Sørensen i København. Det er sjældent, man møder et dansk fremstillet musikinstrument, og Leif Juul Jørgensen har da også bevaret rariteten som en tro følgesvend lige siden 53. Theis købte ligeledes sin første kornet i 1953. Den kostede ham 75 kr. Så man kan sige, at han kom billigt i gang. Siden blev det til flere kornetter, blandt andet en engelsk Besson og en Conn Victor. Samme mærke som Wild Bill Davidson spillede på. Theis er endt op med en Yamaha trompet med et specielt engelsk mundstykke. Som inkarneret Louis Armstrong fortolker, skal hornet være i orden.
Stemmen har Theis fra naturens hånd. Så man kan sige at forbilledet ikke kunne vælges bedre.
Bandet indledte med "When it's sleepy time Down South". En jazzstandard fra 1930, som Louis Armstrong har indspillet på plade over 100 gange. I Theis Jensens udgave er illusionen perfekt. Jeg faldt selv pladask for melodien tilbage i tresserne ved en Armstrong koncert i Aarhus. Hvorfor lige den kan jeg ikke forklare. Men i Theis's udgave var jeg straks 50 år tilbage i erindringen. Trompetens klang, fraseringerne, sangen, stemmen.
For den sags skyld også bandet. Stilen er perfekt. De gør det godt. Scenen er sat. Det er næsten som når hypnotisøren tæller ned fra fra 10. 3 - 2 - 1 : du er tilbage i Armstrong land !
Der var mange højdepunkter denne aften. En række Armstrongnumre blev respektfuldt fortolket: On the Sunny Side of the Street, All f Me, Some Day You will be Sorry og mange andre.
Men bandet har også sin egen vinkel. Bassisten Henrik Hartmann røbede sit engagement i det store perspektiv, med en filosofi om, hvordan vi ville have haft det, hvis D-dag var slået fejl. Publikum lyttede andægtigt. Så kom hyldesten til friheden. "Hymn to Freedom". Et Oscar Peterson nummer fra 1962. Direkte rystet ud af ærmet i studiet hos Norman Granz. Den gang med Oscar Peterson selv ved klaveret, Ray Brown på bas og Ed Thigpen på trommer. Denne aften med Hans Aspöck på piano, Henrik Hartmann på bas og Mikkel Find på trommer. En forrygende trio i et gribende nummer. Dyb og andægtig stilhed blandt tilhørerne, medrivende i melodiens crescendo og efterfølgende diminuendo, blødt landet, efterladende publikum i tænksom tavshed. Og så bifald. Bragende bifald! En fantastisk trio. En trio, der jo også gennemgående danner baggrund til bandet som helhed og altid holder blæserne på rette rytmiske spor.
Mikkel Find oplever vi mod slutningen af aftenen i "Caravan" i en medrivende trommesolo. Et spil på alle slagtøjets effekter. Dæmpet, stærkt, on beat, off beat, synkoperet. Simpelt hen det mest underholdende trommespil, der længe er blevet leveret i disse lokaler. Flot ! Det må regnes blandt koncertens højdepunkter.
Men det var ikke det sidste.
Theis Jensen holder med denne koncert. En tiltagende uro for ikke at kunne præstere til fulde, har medvirket til at tage beslutning om, at holde medens legen er god. I den anledning havde "trioen" en overraskelse til "deres far", som de sagde. Et nummer helt og fuldt dedikeret til Theis Jensen : " The Man I Love". Kunne det være andre.?Musikerne mente det. Det kunne man klart høre på fremførelsen. Samme koncept som i "Hymn to Freedom". Blød og blid, indfølende start, stigende i intensitet, for sluttelig at lande i et befriende antiklimaks. Rørende. Og en rørende tak fra Theis til musikerne.
Theis og bandet troede måske, at de kunne få lov til at slutte med ellingtonnummeret  "It don't Mean a Thing if it Ain't Got that Swing". Men sådan skulle det ikke gå. Et vedholdende publikum insisterede på et ekstranummer.
Det blev så nummeret over dem alle: "What a Wonderful World". Et Armstrong nummer, der næsten er identisk med Theis Jensens Karriere. Skønt fremført adskillige gange anede man en særlig feeling i fortolkningen denne gang. Et anstrøg af vemodig tilbageskuen over en lang karriere, der nu skulle have en ende. I dette nu en sidste erkendelse af, hvad et farvel betyder. En sidste hilsen til et kært publikum og en sidste hyldest til mesteren og inspiratoren: Louis Armstrong. Det var simpelt hen gribende !
Endeløs applaus fra denne aftens tilhørere sendte en varm hilsen op til Theis og bandet.
Vi vil savne, at det ikke er et gensyn, men ønsker alt godt i fremtiden !
Tak for mange års underholdning og tak for oplevelsen denne aften.

Hilsen Ryan

PS: Der vil snarest blive lagt videostrips på nettet, ligesom Jazzradioen på en snarlig torsdag vil præsentere lydsporet til denne koncert.     

River Band m. Lydiah Wairimu
- en forfriskende jazzoplevelse med perspektiv.

River Jazz & Blues Band er kendt for sin alsidighed hen over jazzens genrer, samt evnen til at overraske.
Denne aften havde de Lydiah Wairimu med. En afrikansk sangerinde af den veluddannede slags. Lydiah Wairimu Njoroge, som hun oprindelig hedder, er født i Kenya i 1974. Som seksårig kom hun ind i skolens sangkor i Nairobi, hvor hun blev udvalgt til - år efter år - at synge i et kæmpekor på nationaldagen for landets præsident. Hun læste på musikkonservatoriet i Nairobi, da der kom en invitation fra den danske Demokratifond i 1997. Siden har hun boet i Danmark og ledet forskellige kor i Jylland; Brande, Vildbjerg, Klitmøller, Herning, Holstebro, Haderup m.fl..
På nuværene tidspunkt har hun en stabil karriere og har bl. a. succes med store udendørs gospelkoncerter. Den 11. november 2007 gav Lydiah et brag af en koncert med "Danmarks største gospelkor" og et 6 mands-band i Holstebro Musikteater.
Lydiah var da også et forfriskende indslag i River Bands standard-repertoire, der denne aften blev præget af afrikansk folkemusik og inciterende afrikanske rytmer. Melodien "Something New from Afrika" ledte tanken hen på Miriam Makeba, der står som eksponent for  den afrikanske sang. Men også "Melysa" var en god oplevelse. Nummeret var tydelig en fusion af nordafrikansk og maurisk / iberisk musik. Man vil kunne høre noget tilsvarende i spansk folkemusik. Her fik vi i øvrigt en forrygende bassolo af Jesper Carlsen, der altid med stor sikkerhed får det bedste ud af kontrabassen. Lydiah er bedst i blues- og gospel. Bandet gav sig fuldt ud i " Amazing Grace", hvor Lydiahs engagement og soul bredte sig til hele bandet. Man kunne fornemme, hvordan inderligheden og den seje rytme indfangede publikum, der lod sig rive med af musikkens stigende intensitet.
I dette nummer fik vi en smuk solo på lap-guitar eller "hawaiguitar", som de fleste vil kalde instrumentet. Det var Carsten Ingemann, der leverede. Carsten berigede os gennem aftenen med akkompagnement og soli på sin Scofield guitar. Vel også i Scofield stil, der skiller sig noget ud fra det klassiske jazzguitarspil. En stil der bekender sig til blues, fusionsjazzen og jump blues. Carsten Ingemann var i dagens anledning vikar for trombonisten Allan Bjerregaard. Besætningen blev dermed mindre traditionel, hvilket flyttede musikken op i den mere moderne ende af spektret. Det passede bandet udmærket. Karen Sørensen håndterer sit elektriske klaver med stor dygtighed. Hun er rytmisk og klangfuld. Når hun shuffler sig gennem melodierne giver det trækninger ned i fødderne af publikum. Rytmisk bakkes hun godt op af Nikolaj Banke, der pågående og stilsikkert lægger en fast rytmisk bund for hvilken som helst stilart bandet lægger op til. Repertoiret kunne også rumme en jazzificeret udgave af "Hvem kan segla foruten vind". Torben Lasen er en særdeles rutineret og dygtig trompetist. Han har en energisk tone og skønne improvisationer. I denne melodi fik han også vist sin indlevelse og følsomhed i en flot solo. Torben viste i øvrigt virtuositet på mundharpe i et par af bluesnumrene.
Blandt andet i det stærkt rytmiske nummer " Come on !" Et flot nummer, der, især i Carsten Ingemanns guitarsolo, klart demonstrerer, hvad "jump-blues" er. Peter Jensen viser gang på gang på sin tenorsax, at han er vel bevandret i jazzmusikkens forskellige genrer. Han behersker ensemblespillet, lægger en afstemt backup til sang eller brillerer med fine soli i enhver af de mange stilarter, han behersker. Lige så naturligt griber han sin clarinet, som han anvender med lige så stor sikkerhed som tenorsaxen. Fin præstation i bl. a. "Isle of Jazz". Nå ja. Så kan manden også synge. Peter lagde stemme til adskillige af bandets numre og var en udmærket makker til Lydiah Wairimu.
Godt et halvt hundrede mennesker havde trodset det stride vintervejr og var mødt op til endnu en hyggelig aften i Jazzens Venner. Her i vinterkulden fik de virkelig en "hot" aften med mange forskelligartede musikalske indtryk. Fornyende, forfriskende og forrygende !

Med venlig hilsen

Ryan

PS: På jazzradioen kanal 104.9 kan du torsdag den 23. december og torsdag den 30. december få et genhør med Riverband, samt få en præsentation af Theis Jazzband. Thes Jazzband besøger Jazzens Venner mandag den 27. december.

Louisiana Jazzband m. Daimi
- fin traditionel jazz tilsat dansk humor og hygge.

Jazzens Venner havde igen et arrangement, der kunne samle "fuldt hus". Det siger altid noget om, hvilket forventningsniveau, der er blandt de fremmødte. Det er altid en rar fornemmelse som arrangør, at have mange gæster til arrangementerne, men det er jo også lidt spændende, om aktørerne kan leve op til publikums forventninger. Hvad mon man egentlig forventede denne aften ?
Skal man gætte ? For det første et hyggeligt møde med Daimi. Altså menneskelig varme og godt humør. Daimi er jo indbegrebet af alt, hvad man knytter til dansk humor og altfavnende attitude. Men kan hun også synge jazzmusik ?
Louisiana Jazzband er meget veletableret i den traditionelle jazzgenre og allerede efter det første nummer, er man klar over, at orkestret har alle kvaliteter til at backe enhver solist op. Bent Hastrup står i front. På sin egen lidt tilbageholdende facon trakterer han sin trompet med fin tone og pågående, fantasifulde riffs. Han behersker både det rå uptempo samt de blide ballade. Det viste sig blandt andet med dæmper i schalstykket i "Sofisticated Lady". Følsomt og teknisk flot. Og så må vi ikke glemme, at Bent Hastrup stort set er far til alle arrangementerne. Afbalancerede, klangfulde og iørefaldende. Det er jo det, der "samler" orkesteret. Her leverer Cosmus Bræstrup på trombone en fin tone til klangene og afslørede flot teknik i sine soli. En trombone kan både være rå og nænsom og Cosmus kan få begge temperamenter ud af instrumentet. På tenor - og altsax sætter Ole Olsen sit præg på mange af arrangementerne. Ikke uden grund. Der er blandt andet en tydelig adresse til Ben Webster i tonaliteten og en vis sjælfuldhed i fortolkningen af balladerne. Eksempelvis i det flotte Quincy Jones nummer " The Midnight Sun will Never Set". Pianister er ofte et forsmået element i orkestersammenhænge. Pianisten  får ikke altid opmærksomhed efter fortjeneste. Men det slår ikke til i dette tilfælde. Når "professoren", Lars  Brogaard, ruller sig ud i akkompagnement eller soli, er man klar over at spillet har format. "Professoren" høster gang på gang fortjent bifald fra publikum for sit suveræne spil. Peter Federspiel lægger grunden i rytmegruppen på sin elektriske bas. Måske havde man forventet, at et traditionelt jazzband i en liga som Louisiana Jazzband ville stille op med en "rigtig" gulvbas. Men sådan skal det ikke være. Alligevel vænner man sig hurtigt til den elektriske bas. Spillestil og klang lægger sig tæt op ad en autentisk akustisk bas og der er ingen tvivl om Peter Federspiels stilfornemmelse og kvalifikation på instrumentet. Flot basspil i bl.a. "In a Mellow Tone". Et kapitel for sig er Thorkild Møller på trommer. Diskret og rytmefast i baggrunden og eminent i sine trommesoli, som vi fik flere af. Eksempelvis kunne man, ved blot at lytte til trommerne, gætte på, at nu var det "Sheik of Araby", der blev afviklet hen over trommeskind og bækkener. Og ganske rigtigt. Når resten af bandet istemer melodien, bliver man blot bekræftet i sin fornemmelse. Takket være Thorkild Møllers suverænitet.
Nå, men kunne Daimi så synge jazz ?
Om hun kunne ! Daimi har faktisk en rigtig god stemme og har tilmed en sikker stilfornemmelse for de egenskaber, der skaber en rigtig jazzsangerinde. Fin sans for det rytmiske, den rigtige frasering og modulering af stemmen. Pågående og heftig i uptemponumre som "I Want to be Happy" og blødt swingende i f. eks. "In a Mellow Tone". Og så var det da også befriende at høre hende synge en Poul Henningsen sang som "Jeg Sætter Min Hat som Jeg Vil". For ikke at glemme fremførelsen af  Finn Zieglers parafrase af "En Platfodet Flue med et Blåt Øje". Daimi i det rigtige miljø og det rigtige regi - når hun skal synge "dansk jazz". Daimi sætter sin hat som hun vil. Det er derfor vi kan lide hende !!
Tak for besøget.

Med venlig hilsen

Ryan

GUNHILD CARLINGS KVARTET
- jazzmusik, artisteri og totalt show !!!

Indtil videre og måske helt uden konkurrence denne sæsons største oplevelse i Jazzens Venner.
Med godt 100 forventningsfulde gæster kunne Jazzens Venner denne aften melde "fuldt hus".
Som arrangør kan man kun glæde sig over, at flest muligt fik del i denne usædvanlige performance.
Hvad var det så, der skete ?
Allerede ved entreen blev alle blikke fascineret af en skinnende og glitrende, væver skikkelse på scenen. Scenelyset sendte lynende glimt ud i salen af changerende rødt, blåt, grønt og gult. Midt i dette lysinferno toner så en spændstig meget blond og nordisk pigeskikkelse frem : Gunhild Carling.
Bag hende varmer de tre ledsagere op: Hans - Inge Magnussen på hammond, Göran Schelin på bas og Marcus Omberg på trommer. Med enkle toner og rytmer øges forventningerne til, hvad der om lidt skal ske. " Jah - vi skal vel spela lite musik - jazzmusik ", lyder det fra Gunhild på klingende charmerende svensk. " Vi begynder med "Baby Talk"". Kvartetten går straks i uptempo og sætter på få sekunder publikum i swing-mode. Rytmegruppen kører bare derudaf og hammondorglet styrer det melodiske. Gunhild Carling improviserer - i dette tilfælde og til en begyndelse på trompet - en herlig pågående klang med et klart adresseret Armstrong vibrato. Gunhild synger. Det er rytmisk intenst scatsong. Der præsteres en fantasi og spændvidde som kun ydes af de mest rutinerede og professionelle. Og bag det hele en indelysende feminitet. Vi rives med ! Hans-Inge trakterer sit hammondorgel i modernistisk stil og sender klange til trommehinderne i rytmiske melodiske fraser.
Vi får lov at nyde Marcus Omberg på trommerne, der er stemt i det dybe toneleje. Enkelt og effektivt trommespil, der går lige ind i det underbevidste. 4 insiterende minutter får ende og udløser det første overbevisende, begejstrede bifald fra publikum. Alle ved allerede nu, at denne aften bliver en musikalsk oplevelse.
Næste nummer annonceres:"Did I remember to tell you, that I love you". En ballade. Et Billy Holliday nummer. Melodien fortolkes så man tror, at Billy Holliday er på scenen. Gunhild Carling modulerer sin stemme i mange nuancer, sensuelt, udtryksfuldt. Man fornemmer følsomheden, smerten. De øvrige musikere følger trop i nænsomme soli. Göran Schelin gelejder sin bassolo ind i stemningen. God musik. Godt håndværk. Dette band kan sit kram !
Og det er blot begyndelsen.
Tilhørerne skal stedse forundres og begejstres i løbet af denne aften. Netop hjemkommet - faktisk dagen før denne koncert i Randers - fra en turne i USA. Først i Chicago så i Washington og sidst New York, Carnegie Hall. Alligevel har Gunhild overskud til at føre an i løjerne: Blændende trombone spil, jazzificeret fløjtespil, på teknisk niveau med Michaela Petri, følsom blues mundharmonikaspil. En "Amasing Grace" i på sækkepibe. Danseopvisning til "I got Rythm": balboa, charleston og andre eksotiske dansetrin. Nå - ja. Så smider man de høje stiletter og fyger i stepskoene. Tip - tap, hvor det går. Publikum jubler og klapper. Festen breder sig ud i lokalets yderste afkroge.
Når så stjernen bevæger sig ned fra scenen, beundret og elsket, ja så er hun såmænd ligesom os andre. En jævn og gæv pige uden nykker, jævn og lige til. Hatten af for Gunhild Carling og hendes musikere. De gav os ægte jazzmusik, artisteri og show for alle pengene !
Lyder jeg begejstret ? Det er jeg også ! Nøjagtig som alle andre, der var så heldige at opleve denne aften i Jazzens Venner.

Med venlig hilsen

Ryan

PS: På jazzradioen kanal 104.9 kan du torsdag den 28. oktober høre brudstykker af Carling-koncerten, samt en præsentation af Daimi med Louisinana Jazzband og fra torsdag den 11. november byder radioen på en hel time med reportage fra Carling koncerten.

HOT STOMPERS ( GOSPELBAND )
- ingen tvivl, det er traditional dixieland !

Jazzens Venner starter sæsonen som den sluttede: med et ægte dixieland band.
Man spottede det allerede ved opsætningen. Trompet, trækbasun, klarinet. Det var Peter Jensen på klarinet. Han har ofte sin tenorsax med. Men ikke denne gang. I rytmegruppen: klaver, bas trommer og banjo. Jo, der var dømt traditionel dixieland jazz. Man passerer tribunen og skimmer repertoirelisten, der ligger på gulvet. Der står: Bill Bailey, Lazy River, Bye and Bye, Big Butter Egg Man, Walking with the King. Den er god nok, vi kan forvente dixieland af den gode gammeldags slags.
Det er der faktisk mange af os, der godt kan lide, så forventningerne er absolut ikke i laveste gear.
Selv om det stadig er sommer og stadig er vejr til endnu en aften på terrassen, er publikum mødt pænt op. Også en del nye. Så genren er ikke fejlbedømt.
Nå men lad os høre hvad disse musikere kan præstere. I dette segment er det ikke ligetil at begå sig. Der er en del bands, der er dygtige.
Der er imidlertid tale om musikere, med årelang erfaring. Alle har spillet hele livet. En enkelt er fra 1974. Resten er fra 1940´erne. Bortset fra en enkelt fra Sabroe, kommer de øvrige fra Skive kanten.
Første nummer efter præsentationen: " Lazy River.
Tonerne brager ud over scenekanten. Ole Kirk har høj trompetføring og spiller en flot "lead". Flot og energisk tone og i flotte rifs i bedste Armstrong stil, røber han en blændende embrochure. Musikaliteten og konditionen er i orden. Peter Jensen har helt styr på sin rolle med klarinetten. Med en klædelig hæs tone væver han sit spind ind imellem melodiens strofer. Der improviseres kreativt og helt i denne genres tradition. Rigtig godt ! På basunen høres Per Jegbjerg, som vi kender fra flere forskellige sammenhænge. Blandt andet fra Bourbon Street Jazzband. En dejlig blød tone og formidabel klang. Der er to Back-basuner med i kufferten: en med træk og en med ventiler. Vellyd kommer ud af dem begge. Jegbjerg kender sit repertoire og skaber en sikker baggrund for melodistemmen. Og som han dog lyder i sine soli ! Bagude swinger rytmegruppen. Rud Kjems holder en støt rytme med simple klange, og med små midler får han meget effekt ud af det elektriske klaver. En fin støtte til de andre i rytmegruppen. Christian Nielsen slutter sig til på sin banjo, med en fast og stabil rytme. Dette giver netop rum til bassen, der trakteres af Bent Jensen. Hold op, hvor den bas swinger. I et par enkelte soli, får vi senere eksempler på, hvad han kan få ud af sin bas !
Jeg kan ikke få mig selv til at kalde Peter Bjerrum for trommeslager. Der bliver nemlig ikke slået på trommerne. Der bliver spillet på dem. Den "unge" knægt har lært det hele af sin far. Bjerrum fra det gamle band "Bindstouw". Den unge Bjerrum kan sit kram. Rundt om den faste rytme bliver der synkoperet og eksperimenteret med det rytmiske, så det er en fornøjelse. Især lægger man mærke til det indfølende spil, hvor han formeligt driver solisterne frem til det sidste crescendo mod soloens slutning. Det er intensitet. Det er janitscharspil !
Nå ja. Vi har tidligere hørt Peter Jensen synge i Jazzens Venner. Denne aften blev der bare givet los og Peter fik meget plads til sin stemme. Han synger godt. Den lidt hæse klang fra klarinetten går igen i stemmen og fraseringen og rytmikken i sangen virker fint. Man bør ikke genere sig for at titulere Peter som jazzsanger. Det var rigtig godt.

Dejligt at få startet sæsonen på denne måde. Publikum så glade ud på vej hjem til aftenstilheden. Der blev hilst "Tak for i aften - det var godt !".
Tak også til publikum. Husk at man kan høre et resume af koncerten på Radio Randers, på vor nyetablerede jazzradio "Jazz´in Randers" på 104.9 - jazz du ka´li´! På grund af ferie på radioen bliver det torsdag den 26. august kl. 18 - 19, hvor vi også introducerer det næste band "BG Swing Quartet".
På gensyn.

Med venlig hilsen

Ryan
 

ADVOKATENS JAZZBAND
- gedigen traditionel jazzmusik !

Jazzens Venner sluttede forårssæsonen af med et brag af en traditionel jazzkoncert. Hvis man er til Dixieland / New Orleans jazz, kan man ikke få det bedre end det Advokatens Jazzband leverede.
Her var der god stemning, nordjysk lune og god musik.
I Advokatens Jazzband er der KUN én advokat - resten ernærer sig ved ærligt arbejde, som de selv udtrykker det. Advokaten er Henrik Skaarup, der i bandet spiller på clarinet. Ellers er det Ole Brønden på trompet, Jens Larsen på trombone, Jens Nørgaard på banjo, Ole Christiansen på bas og Henrik Hougesen på trommer. Orkesteret har fungeret i en snes år - og det er altså "advokaten", der har måttet lægge navn til. Ole Brønden og Jens Larsen har spillet sammen i de seneste 50 år, så der er nogle, der kender hinanden rigtig godt. Faktisk hævder de to herrer, at der eksisterer telepatisk forbindelse mellem dem.
Man kunne ved selvsyn konstatere, at Jens Larsen under Ole Brøndens soli kunne gestikulere med hænderne op og ned i overensstemmelse med trompetens melodiforløb. Jo, jo, den er god nok.
De øvrige er heller ikke uerfarne, i det de i årevis har spillet sammen på kryds og tværs i det nordenfjordske jazzmiljø.
Rytmegruppen: banjo, bas og trommer sørgede for en fornem rytmisk konstant. Henrik Hougesen trakterede sit trommesæt med fasthed og nænsomhed. Netop fordi bas og banjo lå disciplineret fast på grundrytmen, kunne trommerne skabe rytmiske spændinger og få musikken til at swinge. Jens Nørgaard var helt suveræn på sin banjo. I fast flow med rytmen blev grundtonen konstant fastholdt i melodiforløbet med de klange, som er så karakteristiske for banjoen. Ole Christiansen fulgte op på sin bas med melodiske skalaer omkring grundtoneforløbet. Men hele tiden trofast på grundrytmen.
Med en sådan rytmegruppe i ryggen ved solisterne hele tiden, hvor de er. Det skaber den fornødne tryghed, der gør, at man rigtig kan "fyre den af".
Up front forsømte man da heller ikke lejligheden til at give den alt, hvad den kunne trække.
Indledningsnummeret "Bourbon Street Parade" varslede, at her havde man et rigtigt New Orleans band.
Trompeten på melodien, trombonen i bedste tailgate stil og clarinetten let flagrende omkring temaet. En nydelse at høre Ole Brønden på trompet. Den helt rigtige tone til stilen og på det melodiske plan anede man Louis Armstrong, som rollemodel. Jens Larsen leverede det allerbedste medspil til trompetens spil. Lidt rå og rytmisk i sin stil, men også følsom, når situationen krævede det. De to musikere var aldrig i tvivl om, hvor de havde hinanden. Henrik Skaarup svøbte sig pænt omkring de to messingblæsere med et meget personligt udtryk. Et rytmisk betonet forløb i det dybe leje og mere melodisk og lyst i det høje. I nummeret "It´s a long way to Tipperary" følte man sig hensat til nitten hundrede og fyrrene. I messen. I selskab med engelske menige soldater og officerer, tæt tilrøget og med litervis af pints flydende hen over bordene. Helt overbevisende fik bandet publikum til at synge med. Der VAR messestemning.
Vi fik også mange gode historier fra det nordjyske. De nordjyder gør ikke tingene helt som vi andre. Lidt specielle er de. De har deres egen lune. Man tilgiver dem gerne, at de er lidt frække. Når blot anekdoterne serveres med nordjysk selvironi og kærlige hints til forfængeligheden. Det var ikke langt fra, at Henrik Skaarup kunne matche den Hausgaardske timing. I hvert fald fik vi også det kendte Hausgaardske " Tøh-hø" at høre.
Lidt af den musikalske stemning kan indfanges i numrene "Margie", "Making Whoopie", samt "Hiawatha Rag", der alle kan høres på under rubrikken "Jazz4You".

Men den helt rigtige stemning fås kun i selskab med "Advokatens Jazzband", der leverede en pragtfuld afslutning på forårssæsonen i Jazzens Venner.

Med venlig hilsen

Ryan
 

Til denne vor første koncert i efterårssæsonen lovede vi:  humør, energi, musikalitet og spilleglæde.
Vi fornemmer på de mange glade og gode kommentarer til bandet at publikums forventninger blev indfriet.

The Dixieland Gipsy Band ER et farverigt, humørfyldt og musikalsk særdeles afvekslende jazzband.
Så hvis man skulle udfordre de gratis og aldeles glimrende tilbud i Randers Ugen, kunne det kun være med netop dette band. Bandets stampublikum ved i hvert fald, at det er en  besætning, der kommer ud over scenekanten.
Bandet blev IKKE skuffet over sit stampublikum, for folket mødte trofast frem og stampublikummet blev  heller ikke skuffet over bandet. Som sædvanlig præsterede The Dixieland Gipsy Band musikalske perler i et forrygende og underholdende tempo.

The Dixieland Gipsy Band gør en meget stilfuld entre. Absolut well-dressed i stilfulde jakkesæt skiller de sig ud fra mange andre jazzbands, der nok mere tangerer at være ”casual”.
Det tager sig skæppe godt ud ! Men det stiller jo også forventninger. I dag kan man ikke nøjes med at se godt ud. Det er publikum for kritiske til. Hvad med INDHOLDET ?
Ja, hvad med indholdet ?
”Hold da op mand ! ”  - fik jeg spontant skrevet – og det bliver stående.
Den her besætning er både dygtig og charmerende. De forstår at engagere deres publikum. Man bliver simpelt hen glad, ja næsten opstemt i selskab med disse unge mennesker.

Deres fælles forkærlighed for først og fremmest Django Reinhardt og Svend Asmussen fornægter sig ikke. Men tro ikke, at det er et kopiorkester. Nej hver enkelt leverer sin helt personlige stil og fortolkning i et virtuost sammenspil.

Besætningen består af Peter Wiese på guitar, Lasse Høj Jakobsen på violin, Jens Christian Kwella på rytmeguitar, samt Jacob Wenndt på - - - - ja man fristes til at sige: ”på hvad som helst”, for Jacob er en musikalsk tusindkunstner.
Peter Wiese leverer et solidt rytmeguitarspil, men han mestrer også et meget varieret solospil. Gipsy-inspireret og drilsk, når der jongleres med antydninger af forskellige tunes i løbet af solospillet. Peters attitude viser klart, at ”vi har det sjovt”, og publikum morer sig gerne sammen med ham. Kwella sørger for den faste rytme, der markeres så præcist, at man aldrig savner trommerne. Også han kan vise sin individualitet i forrygende soli. Lasse Høj trakterer sin violin på et helt suverænt niveau, med gode associationer til Svend Asmussens swingende stil over til Django Reinhardts let genkendelige sigøjner-jazz. Herligt !
Man fornærmer næppe de øvrige musikere ved at sætte Jacob Wenndt i sin egen klasse. Jacob kan det hele – og han gør det ! Jacob har en ide om, at musik skal fremføres professionelt  og med stil – men det må ikke være kedeligt. Og Jacob er absolut ikke kedelig. Han leverer rigtig god og uhøjtidelig underholdning og slipper af sted med mange små udfordringer til publikum, netop fordi han er så dygtig. Slagbassen kommer i hans hænder til at lyde som et meget lettere og melodisk instrument. Sjældent har jeg hørt så forrygende bas-soli.  Men bassen er jo til grundrytme, og når  Jacob starter sin bas op efter en pause, får musikken et ”boost” , så fødderne uundgåeligt stamper lidt mere taktfast i gulvet. Nå ja – Jacob er også en god fortolker, når han synger. Man ikke er ikke i tvivl om, at der er en skuespiller gemt lige under overfladen. "Sangen om Larsen" hører vel ikke hjemme i et jazz-repertoire - men det gør ikke noget, når det er Jacob, der synger. Det er næsten for meget at fortsætte lovprisningen, men det må nævnes at manden spiller forrygende på mundharmonika så Toots Thielemanns sagtens kunne bruge ham som stand in og det lille mundblæste harmonium fik han lokket de flotteste bop-skalaer ud af.

Tak for god musik, skæg og ballade – til hele besætningen. For hver enkelt ville jo ikke være noget uden de andre !